Internationalt arbejde
En stor andel af den danske erhvervsregulering er påvirket af internationale regler. Både danske og hollandske byrdemålinger viser således, at ca. 40 pct. af virksomhedernes administrative byrder stammer fra EU- eller anden international regulering.
Danmark arbejder derfor også på den internationale scene for at lette virksomhedernes byrder. Det sker bl.a. gennem de formelle kanaler i EU-samarbejdet og i det mere uformelle netværk af lande, der anvender AMVAB-metoden.
Bedre regulering i EU
Danmark arbejder aktivt for at påvirke indsatsen for at skabe bedre regulering i EU. Det drejer sig om at skabe en regulering, der er velbegrundet, velforberedt og veludført. EU-arbejdet følger en trestrenget tilgang, hvor erhvervsøkonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser vurderes samlet med henblik på at opnå en bæredygtig Europæisk økonomi.
Bedre regulering er blevet en central del af Lissabon-strategien, der skal gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi. Indsatsen for bedre regulering i EU foregår både i Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet. EU-arbejdet omfatter bl.a. bedre konsekvensvurdering af nye regler, forenkling af eksisterende regler samt reduktion af de administrative byrder fra EU-regulering.
Læs mere om det internationale arbejde i EU-regi
Internationalt metodefællesskab (SCM-netværket)
Danmark deltager i et uformelt mellemstatsligt netværk mellem lande, der alle har valgt at anvende AMVAB-metoden - på engelsk Standard Cost Modellen (SCM). Netværket blev etableret i efteråret 2003 af Nederlandene, Norge, Sverige og Danmark. Siden er netværket vokset i takt med, at et stigende antal lande har valgt at anvende SCM. I dag er der således 16 medlemslande (15 EU-lande og Norge) og medlemstallet vokser fortsat. Netværket er et forum for erfaringsudveksling om anvendelsen af metoden, sammenligninger af gennemførte målinger samt identifikation af muligheder for regelforenkling inden for de målte områder.
Læs mere om det internationale metodefællesskab
OECD
Ud over aktiv deltagelse i arbejdet for bedre regulering i EU og i SCM netværket deltager Danmark også i OECD’s arbejde for at sikre bedre regulering for virksomhederne. OECD besluttede i 2005 at anvende AMVAB-metoden til at opgøre og benchmarke de administrative byrder inden for udvalgte sektorer. I september 2005 iværksatte OECD den første benchmarkanalyse med udgangspunkt i AMVAB-metoden. Benchmarken vedrører udvalgte informationsforpligtelser inden for vejtransportsektoren. I alt deltager 13 lande i benchmarken, herunder en række ikke-europæiske lande som USA, New Zealand og Canada.
Læs mere om det internatinale arbejde i OECD